Tre kompetente kandidater til Initiativprisen er fundet
Skel.dk – en arbejdsplads skal være mere end blot arbejde
Skel.dk Landinspektører er én af landets største landinspektørvirksomheder og leverer rådgivningsydelser i forbindelse med byudvikling, byggeri og anlægsprojekter. Med 6 kontorer på Sjælland og 100 ansatte er virksomheden forankret både lokalt og regionalt. Skel.dk har en 100 år lang historie bag sig og udspringer af en fusion mellem af to vestsjællandske firmaer – det ene fra Slagelse.

Femdobling af ansatte på 10 år
Skel.dk fortæller, at de på 10 år er vækstet fra 20 til mere end 100 ansatte. En af de primære årsager til, at denne vækst har været mulig er, at virksomheden går længere end de fleste andre arbejdspladser, når det gælder deres prioritering af arbejdsmiljøet og fællesskabet.
”Med mod og nytænkning har vi i Skel.dk skabt en af Danmarks allerbedste arbejdspladser, kåret af Great Place to Work flere år i træk. Skel.dk er særlig initiativrig i sit oprigtige fokus på medarbejderne, og ledelsen er af den holdning, at en arbejdsplads i år 2022 er nødt til at være mere end blot et arbejde. Det helhjertede og ambitiøse engagement i medarbejderne er en af årsagerne til vores succes med at rekruttere, udvikle og fastholde medarbejdere i et marked uden ledighed.”
Man skal være holdspiller
Administrerende direktør, Michael Thomsen, fortæller: ”Vi oplever, at én af årsagerne til vores succes er, at vi alle er meget bevidste om, at en god arbejdsplads, skal vi skabe sammen. Der er ikke nok, at vi i partnergruppen udtrykker, at vi vil være én af Danmarks bedste arbejdspladser. Det kræver mange handlinger, vedvarende prioriteringer, ofringer og et stærkt fokus på at holde fast i vores kultur ligesom det kræver, at medarbejderne er 100% med på hele den rejse.
I Skel.dk arbejder vi ud fra nogle klare værdier, som medarbejderne skal købe ind på. For at gøre det, skal man først og fremmest være en holdspiller, der har oprigtigt lyst til at være en del holdet. Vi har en stærk fællesskabsfølelse, som på mange måder kan minde om den fællesskabsfølelse, man finder i en sportsklub eller anden type af frivillig forening”.

Slagelse Erhvervsråd indstiller Skel.dk til Initiativprisen
Skel.dk har leveret et særligt initiativrigt bidrag i investering i medarbejdere. Virksomheden har vist mod og nytænkning med det formål at blive den suverænt bedste arbejdsplads indenfor sin branche. Fem års topplaceringer som certificeret Great Place To Work arbejdsplads taler deres tydelige sprog. Mange taler om dette, men meget få får det inkorporeret i forretningsfilosofien. Skel.dk har været kompromisløs, og succesen er tydelig: virksomheden har tiltrukket de få tilgængelige medarbejdere, der er inden for feltet, særligt mange unge og studerende. De væsentlige ressourcer, som Skel.dk har valgt at investere i sine medarbejdere, viser klare vækstresultater og viser andre virksomheder nye veje at gå.
Sv. Aage Nielsen Autoriseret El-installatør A/S – førende leverandør af sportsbelysning
Sv. Aa. Nielsen er en velrenommeret lokal virksomhed, der til maj næste år kan fejre 75 års-jubilæum. Den bliver i dag ledet af direktør og ejer Martin Slot samt medejer Jesper Nygaard. Her er 42 ansatte, som hver især og tilsammen løser et bredt spekter af opgaver indenfor bl.a. el-arbejde, netværk, AV-udstyr, varmepumper samt salg og service af hårde hvidevarer. Via afdelingen Dansk Sportsbelysning leveres og installeres store og små lysanlæg landet over til alt fra fodboldstadions og kunststofbaner til tennis-, padel-, rideanlæg m.m.

Travlt med nye belysningsprojekter og energioptimering
”Vi har gang i rigtig mange aktiviteter i virksomheden. Lige nu får vi mange henvendelser omkring energioptimering, solceller og varmepumper. Der er et meget stort fokus på, hvordan både private og virksomheder kan reducere deres el-forbrug, og i mange tilfælde skal der faktisk ikke så meget til, f.eks. hvis man skifter til den mere energisparende LED-belysning.
Samtidig arbejder vi med mange større projekter. Vi er lige ved at lægge sidste hånd på belysningen i det nye genoptræningscenter på Blomstergården i Slagelse. På VestsjællandsCentrets parkeringsplads er vi i gang med at skifte al udendørsbelysning til LED og i Skovsøbakken, en helt ny bæredygtig daginstitution i Slagelse, er vi i gang med alt el-arbejdet, for bare at nævne lidt.
Sideløbende er der fuld gang i Dansk Sportsbelysning, hvor vores team installerer en række lysanlæg på kunststofbaner, tennisbaner og andre sportsanlæg over hele landet. Et af de nye større projekter, er leveringen og installeringen af et stort lysanlæg på Rønne Havn, ligesom vi lige har færdiggjort opgraderingen af Fredericia Stadion.”

Højt niveau af service, dygtigt medarbejderteam, lokalt tilhørsforhold og sportsbelysning giver succes
”Et højt niveau af service er et af nøgleordene i vores succes. Vi har en tæt dialog med vores kunder om at finde de rigtige løsninger, der passer til dem og deres behov. Samtidig har vi et veluddannet og dygtigt team af medarbejdere, der til sammen har en bred viden indenfor alle områder af vores fag. Derfor arbejder vi også en del med personalets trivsel i hverdagen, da det er dem, der er vores ansigt udadtil og vores succes er i høj grad også deres fortjeneste.
Indenfor de seneste par år har vi overtaget et par lokale el-forretninger og implementeret dem som en del af vores virksomhed. I de forløb har det været vigtigt for os at sikre kunderne den service, de har været vant til. Det er lykkedes, og som en ekstra gevinst for os har vi fået nogle nye, dygtige ansatte ind i firmaet.
Vi er meget forankret i det lokale. Derfor har vi i overtagelsen af nye virksomheder netop fastholdt det lokale tilhørsforhold, bl.a. ved at videreføre butikken i Kr. Stillinge. Det er blevet godt modtaget i lokalsamfundet. Derudover samarbejder vi rigtig meget med andre lokale virksomheder om både små og store projekter.
Dansk Sportsbelysning er en anden væsentlig årsag til vores succes er. Her er vi Danmarks førende leverandør af sportsbelysning og siden starten har vi leveret og installeret lysanlæg, der lever op til internationale krav, i hele landet. Til stor glæde for bl.a. flere superligaklubber.”
Slagelse Erhvervsråd indstiller Sv. Aage Nielsen A/S til Initiativprisen
Svend Aage Nielsen A/S har i stort omfang vist en vilje til vækst og mod på at forny en ældre virksomhed ved opkøb af mindre lokale virksomheder og ved at udvikle sportsbelysning som et niche-produkt. Såvel små multibaner som store superliga-stadions har fået anlagt lysanlæg af afdelingen Dansk Sportsbelysning. Over 150 anlagte lysanlæg er det blevet til. Virksomheden har vist en særlig evne til at udnytte et potentiale, satse og forny en ældre virksomhed ved at investere i et nyt visionært, specialiseret produkt, der kan skabe vækst. Svend Aage Nielsen A/S har absolut sat positivt præg på erhvervsudviklingen i vores lokalområde.
JN Meat International ApS med John Sashi Nielsen i spidsen
JN Meat International kalder sig ”verdens bedste steak-producent”, og det er der god grund til, for virksomheden har for sin høje kødkvalitet vundet World Steak Challenge 3 år i træk og har på den baggrund sat Slagelse på kød-Verdenskortet. Virksomheden er en moderne produktionsvirksomhed med tilhørende opskæring og modning af kalve- og oksekød. Dertil kommer pølsemageri og produktion af charcuteri. John Sashi Nielsen er i front og er godt bakket op af 77 ansatte.

Slagelse Erhvervsråd indstiller JN Meat med John Sashi Nielsen i spidsen til Initiativprisen
JN Meat med John Sashi Nielsen i spidsen har på fornemste vis vist, hvordan man kan forny en virksomhed og vækste i topfart ved at turde at gå nye veje. Med fokus på kvalitetskødet leveret fra slagtere i hele Europa er det ukendte masseprodukt gjort til mærkevare. Det etablerede SASHI-brand efterspørges i Danmark og i udlandet – ikke mindst i restaurationsverdenen, hvor SASHI-steaken er eftertragtet. John Sashi Nielsens vilje til at tænke i langsigtet udvikling kan i den grad inspirere andre.
