Medlemsarrangement om bæredygtig ledelse
Bæredygtig ledelse kræver, at man vender bøtten. Der var fyldt godt op hos Skel.dk tirsdag, da Lederne og Slagelse Erhvervsråd i fællesskab havde inviteret til eksklusivt medlemsarrangement om bæredygtig ledelse. Gamle regler og traditionelle måder at lede sine medarbejdere på er ikke den eneste vej frem. Vores lokale direktør og partner i Skel.dk Landinspektører, Michael Thomsen, og den udefrakommende gæst Jens Romundstad, direktør for Solartag, supplerede hinanden godt og gav masser af eksempler på alternativ ledelse og medarbejderinvolvering.
”Vi vil ikke være de største, men de bedste”
”Vi skal aldrig være flere end man kan være i en bus” var et billede for Michael fra Skel.dk på, at det ikke kun handler om at vækste, men om at skabe den bedste virksomhed. Alligevel er virksomheden på kort tid gået fra 10 til 100 mand og har øget omsætningen enormt. Der er brug for en stor bus så at sige. For Michael handler det om trivsel og fastholdelse – om, hvordan medarbejderne har det.
I takt med at virksomheden er vokset, er man gået fra at tænke i ”familie” til ”hold”. ”Skel United” er en realitet, og med vendinger og billeder fra sportsverdenen, som alle kan forstå – f.eks. ”Ingen er større end holdet”- inddrages medarbejdere i små som store beslutninger: det lille tandhjul er en del af et stort maskineri. Der lægges vægt på kultur og værdier i hverdagen og ikke mindst de gode historier, der binder medarbejderne sammen i hverdagen. Her er der en ”Tourplan” med aktiviteter drevet af de ansatte. Her er man sponsor for de kultur- og fritidsarrangementer, som medarbejderne er engageret i – det giver stolthed. Her har medarbejderne været med til at lave deres egen maskot og en værdiprofil, som bruges, når der skal nyansættes: det handler om at være ”ydmyg”, ”sulten” og ”begavet”.
Nursing af de studerende, som er under uddannelse til landinspektører er et kapitel for sig med attraktiv læreplads, mentorordning, kvalitetstøj (med logobranding forstås) og betalt frokost i deres kantine på uddannelsesinstitutionen – naturligvis.
Michaels måde at lede på har medvirket til væksten, men også resulteret i flere priser for god ledelse og høj medarbejdertilfredshed.

”Hvad er din virksomheds ”purpose”?”
For den generation, der for år tilbage har set Biker-Jens på en øde ø i ”Robinson” var det måske en overraskelse, at det var en mand i jakkesæt og ikke MC-udstyr og bandana, der skulle holde oplæg om ”væredygtig ledelse”. Jens, som nu er direktør for virksomheden Solartag, har i mellemtiden haft en lang karriere inden for bl.a. Coop, hvor han i en årrække har været Salgsdirektør for Fakta.
Kompetenceudvikling er Jens’ interessefelt, og han delte ud af sine visioner om god virksomhedsledelse ud fra Matadorspillet som eksempel. Godt nok er det et indbydende, farverigt spil, men hvem gider spille det to dage i træk? For Jens handler det om som virksomhed at komme væk fra en trummerum og overdreven fokus på tal, magt og gammelt regelsæt baseret på magtspil. Det handler om at opfinde sit eget nye ”spil”. Om at finde sine egne regler, turde eksperimentere, at ville indersiden i stedet for at have for meget fokus på facade og facts. Man skal finde virksomhedens ”purpose”.
Formålet kan f.eks. være at rumme forskellige typer mennesker, og Jens fortalte med flere eksempler om, hvordan man i Fakta har inddraget og ansat udfordrede mennesker i forskellige jobfunktioner, f.eks. autister, hjemløse, døve, veteraner osv. En døv person kan f.eks. sagtens sidde ved kassen, hvis blot der er et skilt, der forklarer kunden, at ekspedienten skal have mulighed for at kunne mundaflæse. ”Det handler ikke om at ansætte supermænd og superkvinder, om på forhånd at gå efter en særlig medarbejder, men om at spørge sig selv, hvilken opgave, man skal have løst. Hvad er vores purpose? Hvilken forskel vil vi gøre for andre?”
Godt opmuntret til fremover at tænke i hold og rummelighed fik deltagerne sig derefter en hyggelig snak og fik plejet netværket.
Vil du være vært for næste arrangement hos Slagelse Erhvervsråd?
Slagelse Erhvervsråd vil gerne invitere til endnu et eksklusivt medlemsarrangement til efteråret, hvor vi besøger en lokal virksomhed og hører om lokale erfaringer krydret med besøg udefra. Temaet er AI, robotter og kunstig intelligens. Har du interessante erfaringer med det, som du vil fortælle om? Eller kender du andre, du vil foreslå?
Vil du vide mere om ledelse?
Vi har tidligere sendt nyhed ud om Ledernes Kick-off-møde for Lederalliancen med fokus på bånd mellem unge og erhverv i marts. Siden da har Lederalliancen holdt sit første netværksmøde på ZBC. På det netværksmøde blev det annonceret, at Tuborg fondet og DI er gået aktivt ind i Lederalliancen. Tuborg fondet har ydet økonomisk støtte, der har givet mulighed for at intensivere 1:1 indsatsen. Så Lederne skruer ned for frekvensen af netværksmøder og støtter i stedet aktivt den direkte kontakt mellem kommuner og virksomheder. Konsulenthuset Cabi vil varetage dette. Skulle det have din interesse, kan du læse mere her:
https://www.lederne.dk/baeredygtig-ledelse/lederalliancen/vestsjaelland
Lederne vil rigtig gerne have flere virksomheder i Vestsjælland med på banen. Kommunen er meget behjælpelige med at finde unge og mangler i øjeblikket flere involverede virksomheder.
Måske er det nye ESG værktøj fra Lederne/Deloitte/Danske bank også relevant for dig:
Slagelse Erhverv holder Business Brunch den 23. juni
Hvilken rolle spiller medierne i vores lokale image? Oplæg ved Journalistisk chefredaktør Carsten Lysdal
Det er en fælles opgave, at tegne Slagelse Kommunes image udadtil, både for borgere, erhvervsdrivende og politikere. Hvilken rolle spiller det lokale dagblad og ugeavisen i den forbindelse? Hvordan ser de sig selv som aktive medspillere i bidraget til den lokale udvikling og hvordan håndteres balancen imellem kritisk journalistik og konstruktive nyheder?
Det vil Journalistisk chefredaktør Carsten Lysdal fra Sjællandske Medier fortælle og svare på spørgsmål om under denne ekstraudgave af vores netværksmøde Business Brunch, der afholdes i forbindelse med årets Slagelse Festuge.
Derudover vil Jesper Schlüter, direktør for Erhverv, Teknik og Ejendomme i Slagelse Kommune fortælle om lokal erhvervsservice – hvad er det vi skal kunne tilbyde, nu og i fremtiden?
Fredag 23. juni, hvor vores værter fra Danske Bank i Slagelse byder på morgenkaffe. Det er gratis at deltage og alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig.
Business Brunch i Danske Bank – Slagelse Erhvervscenter
Business Slagelse holder sommerfrokost 30. juni
Business Slagelse er i samarbejde med Sydbank og Vilcon Hotel & Konferencegaard vært ved årets sommerfrokost i Slagelse Festuge fredag d. 30. juni kl. 13.00.
Her får du lejlighed til at netværke med lokale erhvervsaktører samt blive oplyst og samle viden under foredraget: ”Hvordan går det med små og mellemstore virksomheder i Danmark”.
Det er Jakob Brandt, direktør i SMV Danmark, der vil fortælle, hvad de gør for at små og mellemstore virksomheder bliver hørt, får bedre vilkår og sørger for, at regeringen også bliver gjort opmærksom på, at mangel på faglærte er et stort problem, og at der skal gøres noget ved dette. Jakob Brandt har været direktør i SMV Danmark gennem nogle år og blev især kendt under corona og fik gennemført en lang række coronatilskud for smv’ere.
Det er gratis for medlemmer af Business Slagelse, Korsør og Skælskør Erhvervsforeninger samt Slagelse Erhvervsråd at deltage i sommerfrokosten.
Tilmelding skal ske senest d. 20. juni via denne side:
Sommerfrokost 2023 – Business Slagelse – Sammen er du bedst (business-slagelse.dk)
Ny hjemmeside i Slagelse Erhvervsråd er på trapperne
Vi er lige på trapperne med en spritny hjemmeside for Slagelse Erhvervsråd. Her bliver det muligt for dig at markedsføre din virksomhed, sende og modtage tilbud til/fra andre medlemmer og tilbyde gratis sparring til andre medlemmer.