Netværk hitter


Tilbud om gratis sparring er attraktivt

Slagelse Erhvervsråd lancerede i 2023 en ny hjemmeside, hvor man som medlem kan synliggøre sin virksomhed, så det lokale erhvervsliv styrkes og profileres indadtil og udadtil. Den nye mulighed for at tilbyde gratis sparring er blevet modtaget rigtig godt. Hele 41 virksomheder er nu på listen, og der er især ressourcer til rådighed inden for økonomi og optimering, men alle fagområder er repræsenteret. Du kan også skrive dig på listen – eller scrolle ned på siden og få gavn af de andres tilbud om sparring: Gratis sparring – Slagelse Erhvervsråd (sler.dk)

Tilbudsbørsen skydes i gang

Et andet nyt tiltag, som vi satte i gang sidste år, var Tilbudsbørsen, hvor du kan melde dig til at kunne sende gode tilbud til andre medlemmer – og på samme vis modtage de andres tilbud. Dit tilbud sendes til Slagelse Erhvervsråds sekretariat, som videredistribuerer. Der er nu mange på listen, og vi skyder det i gang, så send dit tilbud ind, og log på din profil, hvis du ønsker at til- eller framelde dig Tilbudsbørsen. Læs mere på Tilbudsbørs – Slagelse Erhvervsråd (sler.dk).

Hvis du har kendskab til et arrangement, som kunne have interesse for en større gruppe, sætter vi det gerne på vores arrangementsliste.

Legatuddelinger til uddannelse inden for håndværk og industri

1.april er fristen for at indstille kandidater til legater inden for håndværk og industri til SHI Fonden. Bestyrelsen i SHI Fonden har besluttet, at der i 2024 uddeles legater for i alt kr. 100.000. SHI Fondens formål er at virke til gavn for håndværk og industri gennem økonomisk støtte for personer, der søger uddannelse inden for håndværk og industri, ligesom fonden af sine midler kan udbetale beløb til understøttelse af ældre/og eller trængende håndværkere og/eller industridrivende eller disses nære pårørende.

Legaterne har i de senere år været uddelt i tæt samarbejde med ZBC, hvor mange elever har nydt godt af at modtage et legat, og også fremover forventes der at blive indstillet værdige kandidater som legatmodtagere fra ZBC. For at udbrede kendskabet til SHI Fondens virke og formål, går bestyrelsen nu bredere ud med en opfordring til, at medlemsvirksomhederne i Slagelse Erhvervsråd inden for håndværk og industri indstiller kandidater til modtagelse af et legat for 2024. De kriterier, der lægges vægt på hos legatmodtagerne er bl.a. trang, faglig dygtighed, godt kammeratskab, lysten til at hjælpe andre og flid. Fristen for ansøgning er den 1. april 2024, og ansøgninger skal sendes pr. mail til Fondens administrator, advokat Lars Thurø Møller, Ret&Råd Advokater, Ndr. Ringgade 70A, 1., 4200 Slagelse, att. Advokatsekretær Marianne Tollund Jacobsen på mailadressen mtj@ret-raad.dk

Nye medlemmer

Vi byder velkommen til flere nye medlemmer i Slagelse Erhvervsråd:

  • Tvis Køkken Slagelse
  • Korsør Erhvervsforening
  • Aubo Køkken og Bad Slagelse
  • Lindegaard Film
  • Lubi Transport ApS
  • Senva
  • DG Consult ApS
  • Kofoed Konsult

Lubi Transport ApS

Et af de nye medlemmer er Lubi Transport ApS, som er en 100 % familieejet virksomhed. Det er et rekrutteringsbureau, der rekrutterer medarbejdere til alle brancher bortset fra sundhedssektoren. LUBIJOB er en afdeling af virksomheden, som tager sig af rekruttering til alle de brancher, som ikke har med transportbranchen at gøre.

Direktør Hans Henrik Lund-Madsen fortæller: ”Vi har kontor på Slagelse station, i den gamle stationsbygning. Vi har 9 egne ansatte på vores kontor, som dels hjælper med at servicere vores kunder og kandidater, og vi har egen SoMe afdeling, som tager sig af al vores markedsføring. Vi har foreløbig kun kontor i Slagelse, men vi samarbejder landsdækkende med mange virksomheder inden for forskellige brancher.”

I forhold til transportbranchen er Lubi Transport ApS et af de få rekrutteringsbureauer, der er godkendt af trafikstyrelsen og har de tilladelser, der kræves på området for at kunne udføre opgaven lovligt. ”Vi rekrutterer nye medarbejdere til de virksomheder, som vi samarbejder med, og til ansættelser af kortere eller længerevarende perioder. Ofte ender vores rekrutteringer ud i, at kandidaterne bliver fastansat i virksomhederne efter endt Try & Hire forløb. Vi har en høj succesrate i forhold til, at de kandidater, som vi rekrutterer, bliver fastansat, og derved giver det god mening at bruge vores ekspertise, da virksomhederne derved undgår dyre fejlansættelser og spildt oplæring.”

”Vi sætter en ære i at gøre vores arbejde godt. Vi bruger tid på at lære vores samarbejdspartnere godt at kende, således at vi har de bedste forudsætninger for at lave succesfulde rekrutteringer. Denne grundighed gælder både i forhold til at sætte sig ind i virksomhederne, men også i de enkelte kandidater, da vi kender vigtigheden af at få arbejde og privatliv til at gå op i en højere enhed hos den enkelte kandidat”, fortæller Hans Henrik, som ejer virksomheden med sin hustru, Maria Lund-Madsen.

Hos LUBI vil lægges der vægt på at være godt forankret lokalt, men da der samarbejdes med mange virksomheder rundt i hele landet, så bruges der også meget tid på at tage ud på besøg hos samarbejdspartnere for at opnå et nært og tæt samarbejde.

”Som virksomhed vil vi gerne være complient på mange parametre. Vi bruger derfor også meget tid på at være så transparente som muligt. Vi bliver løbende certificeret af eksterne partnere, så vi opretholder en høj grad af tryghed i forhold til samarbejde med andre virksomheder. Vi har valgt, at vi nu er en 100% familieejet virksomhed, efter en tid med et par forskellige forretningspartnere. Vi lærte, at hvis vi skal have vores egne værdier, grundighed, og nære relationer med i forhold til vores kandidater og samarbejdspartnere, så skal det kun være med os selv som ejere.”

HUSK…

Husk at vi har generalforsamling den 24. april og et medlemsarrangement om AI den 30. maj. Læs mere på under “arrangementer”. Hvis du ikke som medlem har oprettet din profil på vores hjemmeside, bedes du gøre det. Hent evt. inspiration hos nogle af de mange andre virksomheder på sitet. Hvis du gerne fortsat vil modtage nyhedsbrev, skal du også sørge for at melde dig til det på din profil/på hjemmesiden.