Erhvervs Awards 2024


Prisuddelerne er gået sammen: Invitationen til Erhvervs Awards 2024 er klar

Erhvervs Awards 2024 er nu en realitet, og hvis man vil deltage i den store, traditionelle gallafest og være med til at hylde det lokale erhvervsliv, er der nu mulighed for at melde sig til.

Erhvervs Awards 2024 holdes fredag den 8. november kl. 18 på ZBC, og arrangørerne lover, at det igen i år bliver et brag af en fest.

Sidste år stod Slagelse Kommune og prisuddelerne bag gallafesten. Fra kommunal side ønskede man i 2024 at ændre festkonceptet, men fra flere sider i det lokale erhvervsliv var der klare ønsker om i stedet at gentage den traditionelle Erhvervs Awards på ZBC. Derfor gik prisuddelerne sammen om selv at arrangere den store gallafest, og med stor sponsoropbakning fra det lokale erhvervsliv er invitationen nu klar.

Formand for Slagelse Erhvervsråd Louise Lecanda fortæller: ”Vi er godt klar over, at vi er sent ude med en invitation, men det var jo en spontan beslutning om at gå sammen og ”redde” gallafesten, der gjorde, at vi kom sent i gang. Vi har fået rigtig mange positive interessetilkendegivelser fra erhvervslivet – både om sponsorstøtte, bidrag i form af tid og køb af billetter – så vi regner med, at det ikke bliver noget problem at få billetsalget i hus, og at Erhvervs Awards 2024 igen bliver en kæmpe succes. Ikke mindst ser vi frem til endnu en gang at kunne koble uddannelsesmiljøet på ZBC sammen med erhvervslivet. Det er noget af det, der gør denne event til noget helt særligt”.

ZBC lægger igen rammer til og står for aftenens menu og servering for 450 gæster. Traditionen tro skal de gode, lokale erhvervssuccesser frem i lyset med uddeling af syv priser:

  • Frontløberprisen ved Business Slagelse, Skælskør Erhvervsforening og Korsør Erhvervsforening
  • Iværksætterprisen ved Beierholm
  • Grangia Erhvervsprisen ved JCI Slagelse
  • Initiativprisen ved Slagelse Erhvervsråd
  • Klima- og Miljøprisen ved Sydbank og Envafors
  • Praktikprisen ved Zealand
  • Årets Leder ved Skel.dk

Prisuddelerne sætter igen i år selv rammerne, kriterierne og præmien for deres egne priser, og så uddeles der en ny pris:  Årets Leder, som Skel.dk står for.

Arrangørerne lover, at det bliver en fantastisk aften med spændende prisuddelinger, festmiddag og musikalsk underholdning i topklasse.

Læs mere om pris og tilmelding her. Det er en god idé at melde sig til hurtigt, hvis man vil sikre sig en billet.