Plads nummer 77 er ingen ønskeplacering
Dansk Industris måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner ruller endnu en gang over skærmen. Slagelse Kommune har ikke fået nogen ønskeplacering og er gået ned fra en plads som nummer 62 til 77. Formand for Slagelse Erhvervsråd, Louise Lecanda, kommer her med et par kommentarer til udfaldet.
”Vi ville meget hellere have skrevet et nyhedsbrev om, at kommunen er rykket til tops ligesom vores nabo Næstved, eller at vi ligesom sidste år var rykket yderligere frem i placeringerne i DI’s undersøgelse. Dette er desværre ikke tilfældet. Et fald på femten pladser er brandærgerligt.
Ganske vist er undersøgelsen ikke kun baseret på vurderinger fra lokale virksomheder, men også på statistiske tal. Og ganske vist bygger undersøgelsen kun på svar fra 93 virksomheder. Og ganske vist kan man være i tvivl om, hvorvidt nuanceforskellene er kommet med, når virksomhederne blot kan sætte et kryds i en rubrik uden at kunne supplere med kommentarer. Men alligevel kunne vi i Slagelse Erhvervsråd have ønsket os et bedre resultat.
Når vi jo nu har fokus på varetagelse af erhvervslivets interesser, bemærker vi specielt, at vi i kategorien ”Kompetent og effektiv behandling af byggesager” er faldet fra nr. 46 til nr. 74 siden sidste år. Der er også et statistisk parameter, som viser, hvor mange dage en byggesag varer i Slagelse kommune. Her kommer Slagelse Kommune ind på en 71. plads i forhold til de andre kommuner. Det viser, at virksomhedernes oplevelse af manglende effektivitet i sagsbehandlingen desværre understøttes af de konstaterede sagsbehandlingstider, selvom der er en lille fremgang at spore i sagsbehandlingstiden i forhold til 2023.
Vi ved dog, at Slagelse Kommune er bevidst om denne udfordring og har igangsat initiativer, som skal give bedre resultater på området: Samlingen af kommunens medarbejdere fra teknik, miljø, erhverv og arbejdsmarked på Dahlsvej i Korsør er godt i gang med at blive effektueret nu, og de forventede fordele og synergier ved denne flytning var endnu ikke slået igennem, da virksomhederne allerede i foråret skulle udfylde Dansk Industris spørgeskema.
Desuden deltager vi i Slagelse Erhvervsråd løbende i dialogmøder med repræsentanter fra kommunen og ved derfra, at der ud over indsatsen med flytning af medarbejdere er igangsat et arbejde med at få ryddet op i de konkrete byggesager. Der bliver bl.a. set på optimering af processer for sagsbehandling, men også på forbedring af kommunikation. Dette er et helt centralt punkt, som vi i Slagelse Erhvervsråd vil holde nøje med i næste års undersøgelse, hvor der bør være en markant fremgang at spore.
Kategorierne ”generel tilfredshed” og lysten til at ”anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen” er faldet fra henholdsvis placering 61 til 83 og fra 73 til 87. Udviklingen i begge disse parametre er bekymrende, da virksomhederne lige præcis ved besvarelse af disse spørgsmål sender et signal direkte til kommunen – men jo også til potentielle tilflyttervirksomheder rundt om i landet – om den oplevede tilfredshed med at være virksomhed i Slagelse Kommune. Og begge placeringer er skuffende, da det bringer Slagelse kommune ind på nogle af landets dårligste placeringer overhovedet.
Mere fornuftigt ligger Slagelse Kommune placeret, når det handler om erhvervsarealer. Her kommer vi ind på en placering som nummer 57 og 55, når det gælder sikring af erhvervsgrunde med plads til udvikling og hensyn til erhvervslivet i den kommunale planlægning.
Næsten på samme placeringer som sidste år, ligger oplevelsen af dialog mellem erhvervslivet og henholdsvis kommunens politikere og embedsmænd. Her får vi en placering som nr. 59 og 67. Det er ikke i bunden, men fortsat i den nederste 1/3 af landets kommuner, med uændrede resultater i forhold til sidste år. Også her er der plads til forbedring, for at opfyldelse af målene om god og tæt dialog med erhvervslivet – som er beskrevet i den nye erhvervsstrategi – kan påvises.
I kategorien ”brug af private leverandører” er Slagelse på en 74. plads, når virksomhederne bliver spurgt til kommunens udbudsproces over for private leverandører. Det er en stor tilbagegang i forhold til 2023, hvor placeringen var en 42. plads. Netop dette forhold er der fokus på i Samarbejdsudvalget for kommunale bygge- og anlægsudbud. Det er et særligt udvalg, som har til formål at have et forum, hvor repræsentanter fra kommunen og fra det lokale erhvervsliv kan mødes og videndele om kommunale og andre offentlige udbud, så det lokale erhvervsliv netop står godt i konkurrencen om offentlige udbud. Slagelse Erhvervsråd yder sekretariatsbistand til udvalget og har udpeget flere medlemmer fra lokale virksomheder. I Slagelse Erhvervsråd vil vi dermed fortsat have fokus på, at kommunens opgaver i videst muligt omfang tilrettelægges, så lokale aktører har mulighed for at byde ind på opgaverne – også de lidt mindre virksomheder.
Alt i alt er undersøgelsens resultat ikke det resultat, som Slagelse Erhvervsråd havde håbet på. Det er nok heller ikke det resultat, som Slagelse Kommune havde håbet på, og det opfylder ikke den vision, som er beskrevet i kommunens nye erhvervsstrategi, hvor fremgang i placeringerne i DI-undersøgelsen er et klart beskrevet mål.
Slagelse Erhvervsråd håber, at der ved næste års undersøgelse er en væsentlig fremgang at spore, således at Slagelse Kommune lever op til sin målsætning. Og særligt håber vi, at der ses en fremgang på de ovenstående parametre, som vurderes at være de væsentligste for de fleste af kommunens virksomheder.”
Med venlig hilsen
Louise Lecanda
Formand for Slagelse Erhvervsråd
Undersøgelsen findes på Dis hjemmeside: DI – Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation – Dansk Industri – DI og specifikt for Slagelse: LE2024 (danskindustri.dk)