Og de nominerede er…
Slagelse Erhvervsråd uddeler traditionen tro årets Initiativpris under Erhvervs Awards, som foregår den 8. november på ZBC.
Initiativprisen er rådets egen pris, som gives til en virksomhed eller person i Slagelse Kommune, som har vist initiativ og vilje til vækst og dermed gjort noget ekstraordinært for den lokale erhvervsudvikling. Det er bestyrelsen for Slagelse Erhvervsråd, der udpeger de tre nominerede. Der er rigtig mange gode bud at vælge imellem, men bestyrelsen er nu klar med navnene på de tre nominerede. Vinderen af prisen afsløres under Erhvervs Awards.
Fazade A/S

Virksomheden Fazade A/S producerer vinduer, døre, skydedøre og facader i høj kvalitet. Der er fokus på højteknologi, sikkerhed, optimal isolering og ikke mindst design, og de eksklusive facadeløsninger tilpasses helt individuelt til den enkelte kunde. Virksomheden blev stiftet i 2017 af den nuværende adm. direktør, Henrik Olsen, og har gennem de seneste år vækstet markant. Det har gjort, at virksomheden har måttet flytte og udvide produktionen, der nu holder til på Ørnumvej i Korsør, hvor der også er tegnestue og administration. Fazade er blevet kåret til Børsen Gazelle to gange.
Bestyrelsens begrundelse:

Fazade med Henrik Olsen i spidsen har i særligt stort omfang vist en vilje til vækst. I en tid, hvor andre virksomheder flytter produktionen ud af landet, har Fazade etableret en stærk, lokal produktionsenhed i Korsør. Resultatet er en enorm vækst, så der er mere end 45 ansatte. Virksomheden har formået at skabe en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker branche-kendte ekspertiser udefra. Med blik for nutidens ønsker til facadeløsninger og effektiv virksomhedsstyring, har Fazade opnået en rigtig god markedsandel inden for branchen. Den gamle tømmerhandel-ejendom på Ørnumvej har i den grad fået et nyt liv, og Fazade-holdet har sat Korsør på landkortet.
Slagelse Vinkompagni ApS

Slagelse Vinkompagni blev etableret i 2002 og har siden starten haft konstant fokus på egen import af kvalitetsvine direkte fra førende og små vinproducenter fra hele verden. Varesortimentet er bredt og dækker over blandt andet kvalitetsvin, specialøl, spiritus og delikatesser. Virksomheden har både erhvervskunder og private kunder, som betjenes enten i den store butik i udkanten af Slagelse eller online. Fokus er på god service og ikke mindst kompetent, professionel rådgivning. Der er i dag 11 ansatte, og virksomheden er startet af og drives fortsat af direktør Frank Ditmar. (På billedet Direktør Frank Ditmar og Kim Christensen – Butikschef i Slagelse Butikken).
Bestyrelsens begrundelse:

Slagelse Vinkompagni har i stor grad vist vilje til vækst, hvilket tydeligt viser sig gennem de fine og stabile resultater gennem årene. Med fokus på løbende udvikling og kvalitet i sortiment og kundepleje er virksomheden et strålende eksempel på, at nytænkende, solid virksomhedsdrift rykker. Med nu afdelinger i både Slagelse, Greve, Køge, Næstved og Hillerød, har Slagelse Vinkompagni og Frank Ditmar vist, at det belønner sig at tænke ud over kommunens grænser og at turde satse kompromisløst.
Slagelse Transportcenter
Slagelse Transportcenter tilbyder specialiseret transport- og distributionsløsninger til hele landet. Her håndteres alt lige fra enkeltstående pakker til fulde loads. Alt lige fra stykgods og en enkelt pakke til chartring af et helt køretøj – eller fragt af farligt gods eller komplicerede logistikløsninger. Virksomheden er en del af Danske Fragtmænd og dækker i det regi hele Vestsjælland. Der er egne terminaler i Slagelse og Holbæk.

Virksomheden er familieejet- og drevet og blev startet af Jens-Ole Larsen i 1981 med støtte fra faderen Henry Larsen, deraf det ekstra navn HLS, som ses på nogle af lastbilerne. Efter mere end 40 år som direktør, har Jens-Ole Larsen givet stafetten videre til sønnen, Jacob, der nu er direktør for driften, men flere familiemedlemmer er involveret. Virksomheden har løbende ca. 30 elever, og er her en frontløber inden for vejgodsuddannelsen. Der er i dag ca. 105 ansatte.
Bestyrelsens begrundelse:

Slagelse Transportcenter har gennem mange år vist klare resultater, der taler for sig selv. Det er et strålende eksempel på, hvordan man med succes driver en familievirksomhed gennem flere generationer. Derudover har virksomheden med Jens-Ole Larsen i spidsen på fremragende vist, hvordan man som virksomhed kan påtage sig et socialt ansvar ved også at tage særlig hånd om udfordrede og tage initiativ til at tage flere med særlige behov ind i virksomheden. Sidst men ikke mindst har Jens-Ole Larsen vist et utrætteligt gå-på-mod i sin enorme indsats for at etablere den Sjællandske Motorvej – Rute 22.