Slagelse Erhvervsråd

d. 04.12.2018

Scanmetals vinder pris for innovation

 

https://jyskebank.tv/ey-vinderinterview-scanmetals-1

Scanmetals blev kåret som vinder af kategorien ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year i Forum i København torsdag aften. Scanmetals udvinder metalaffald fra forbrændingsanlæg med henblik på genanvendelse gennem innovative og effektive løsninger. Virksomhedens metoder er både skånsomme for miljøet i forhold til konventionelle metoder, og via røntgen- og sensorteknologi kan Scanmetals findele metal helt ned til 0,5 mm.

I kategorien Innovation er fokus på virksomheder, hvor innovation er solidt forankret i virksomhedens kultur og DNA og har en central betydning for dens vækst og udvikling. Her er fokus på virksomheder, der hele tiden finder nye måder at adskille sig positivt fra konkurrenterne på – det kan være gennem nye metoder, nye produkter, nye markeder eller nye processer – men fremfor alt gennem nytænkning.

- Ved at udvinde metalaffald fra forbrændingsanlæg til genanvendelse løser Scanmetals et samfundsmæssigt problem på en både innovativ og bæredygtig måde. Juryen hæfter sig ved, at Scanmetals’ teknologi reducerer kemikalieforbruget væsentligt i processen og har vist sig flere år foran udviklingen i branchen, forklarer Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

- Samtidig peger juryen på en klar skalerbarhed og muligheder for at tage de innovative metoder langt ud over landets grænser. Scanmetals innovative tilgang er dybt forankret i virksomhedens historie og vision og er med til at placere dansk teknologi langt fremme inden for optimal udnyttelse af ressourcerne.

Scanmetals var oppe mod to andre finalister i kategorien: Gubra, der er et dansk biotekselskab, og Scangrip, der er leverandør af innovative løsninger til LED-arbejdslamper til professionelle.


Tilbage