Slagelse Erhvervsråd

d. 12.04.2021

Bestyrelsesmedlem Jens-Ole Larsen

Etablering af Slagelse Erhvervscenter

Slagelse Erhvervscenter blev etableret som et 100% kommunalt ejet selskab i 2014. Slagelse Erhvervsråd havde gerne set en anden løsning, hvor den erhvervspolitiske og operationelle del kunne løses under samme hat, gennem et medlemsbaseret erhvervscenter hvor virksomhederne som medlemmer, havde direkte indflydelse på driften. Denne løsning var ikke politisk mulig, og derfor fik vi den næstbedste løsning – et erhvervscenter uden for den kommunale administration, men uden et medlemsbaseret ejerskab.

Som alle andre nyetablerede organisationer, har Slagelse Erhvervscenter også haft behov for en justering under vejs, idet den første bestyrelse med sine 18 medlemmer, og med en bred repræsentation af virksomheder fra forskellige brancher, blev vurderet at være for stor, hvorfor den blev reduceret til i dag at omfatte følgende personer:

  • Morten Gaardboe - Formand
  • Vibeke Toft Müller- Næstformand
  • Flemming Erichsen - Byråd
  • Knud Vincents - Byråd
  • Jens-Ole Larsen - Slagelse Erhvervsråd
  • Torben Kjerulff - Business Slagelse
  • Pia Kimer Jacobsen - Skælskør Erhvervsforening
  • Jacob Stryhn - Korsør Erhvervsforening

- Jeg syntes bestyrelsen kører godt, og vi har en god og åben dialog. Jeg ser min primære rolle som erfaren erhvervsleder og repræsentant for erhvervsrådet, at formidle synspunkter fra rådet og tilbage til rådet, så vi på den måde får en sammenhæng i vores erhvervspolitiske prioriteter. Jeg har et ønske om at vi bliver en attraktiv kommune at drive virksomhed fra, så vi kan tiltrække nye virksomheder. Og her må vi gerne tænke i virksomheder som kan komplementere vores eksisterende virksomheder. Vi kunne starte med at sammensætte en ønskeliste over virksomhedstyper, som vi helst ser etablere sig i vores kommune. – Direktør Jens-Ole Larsen 

Ny strategi for Slagelse Erhvervscenter

Slagelse Erhvervscenters har udarbejdet en strategi for 2021-2022, som omfatter følgende hovedpunkter: 

  • Sikrer de bedste rammer for erhvervslivet i Slagelse kommune.
  • Lokalkendskab og gode relationer, der skaber rum til udvikling
  • Indhenter, samler og deler viden til gavn for erhvervslivet.
  • Vidensbank, hvor virksomheder både kan sætte ind og trække ud.
  • Den lokale drivkraft for synergi og samskabelse.
  • Gennem kendskab og gode relationer, bringe erhvervslivet tættere sammen og skaber nye samarbejder. 

- Det er for mig helt afgørende, at vi sammentænker erhvervspolitik, bosætning og infrastruktur. De er hinandens forudsætninger og hænger således uløseligt sammen, og her kunne vi godt blive meget bedre. Vi skal også turde prioritere politisk, fx hvilken profil og deraf følgende kommunale investeringer, der skal være for henholdsvis Slagelse, Korsør og Skælskør. Vi skal have det lange lys på og tænke mindst 10 år frem, så vi i den erhvervspolitiske linje, kommer ud over en enkelt byrådsperiode og skiftende flertal. Som erhvervsleder er forudselighed noget af det vigtigste, når vi skal investere og udvikle vores forretning, og helst i et længere tidsperspektiv. Vi skal have et tydeligt biled af, hvor vores kommune ønsker at være om 10-15 år. - Direktør Jens-Ole Larsen

Hvad tilbyder Slagelse erhvervscenter

Slagelse erhvervscenter tilbyder en lang række virksomhedsrettede ydelser:

  • Én indgang til Slagelse kommune – skaber kontakt til kommunale myndigheder.
  • Gratis vejledning til iværksættere samt mindre og mellemstore virksomheder.
  • Formidling af lokaler og erhvervsarealer til nye og etablerede virksomheder.
  • Afvikler kurser, foredrag og netværksarrangementer.
  • Tilbyder gode rammer for iværksættere på vækstfabrikken.
  • Samarbejde med uddannelsesinstitutioner og jobcenter.

- Jeg er glad for at vi som Erhvervsråd har ja-hatten på, og er positiv medspiller på alle erhvervsrettede aktiviteter som peger i den rigtige retning. Og her er vores styrkede samarbejde med Erhvervscenteret en vigtig del, fordi vi sammen kan flytte noget både politisk og operationelt. Jeg ser også gerne at erhvervslivets synspunkter vinder endnu mere gehør, og at vi udbygger vores samarbejde mellem erhvervslivet og kommunen. Jeg tænker her på alle interessenter byråd, administration, erhvervsråd, erhvervsforeninger og uddannelsesinstitutioner. Vi har på mange strækninger en fantastik kommune, med mange gode grunde til at komme og drive sin virksomhed fra og bosætte sig. Men vi skal ville og turde at prioritere, tænke langsigtet og sammenhængende, og i erhvervsrådet står vi klar i startblokken.  – Direktør Jens-Ole Larsen


Tilbage