Slagelse Erhvervsråd

d. 19.04.2021

Den Sjællandske tværmotorvej

Med regeringens nyeste infrastrukturudspil ser års arbejde for at skabe politisk opmærksomhed på behovet for en sjællandsk tværmotorvej, den nuværende rute 22, nu endelig ud til at bære frugt. Forslaget indeholder budget til en forundersøgelse – et vigtigt skridt på vejen mod en realitet – hvilket vækker stor glæde i Slagelse Erhvervsråd og Slagelse Erhvervscenter.

Da regeringen for nylig fremlagde ”Danmark Fremad – infrastrukturplan 2035” var det til stor glæde for bl.a. vores nabokommuner Kalundborg og Næstved, der kan se frem til to nye motorvejsstrækninger. Men der er også godt nyt for Slagelse idet planen samtidig indeholder et forslag om at afsætte penge til en forundersøgelse af rute 22, Næstved-Slagelse-Kalundborg. Det er et vigtigt signal og et vigtigt skridt i arbejdet på at få etableret en tværgående motorvej her på Vestsjælland.

– I Slagelse erhvervsråd ser vi den sjællandske tværmortorvej som en væsentlig forudsætning for erhvervsudvikling og bosætning i vores kommune. Med en tværmotorvej binder vi hele Vest- og Sydsjælland sammen, og skaber dermed et meget stort sammenhængende udviklingsområde, hvor transporten af vare og pendling mellem bopæl og arbejde, bliver meget mere tidsmæssigt overskueligt. Det vil derfor også have en positiv effekt på bosætningen og rekruttering af arbejdskraft. Med regeringens nyeste udspil er vi i gang, og så må vi følge den efterfølgende eksekvering tæt, siger Kim Bøhmert, sekretær i Slagelse Erhvervsråd, der i mange år har kæmpet for netop rute 22.

Rute 22 spiller central rolle i udviklingen af Vestsjælland

– Hvis vi ikke skal kobles af på Vestsjælland, bl.a. med henblik på den kommende Femern Bælt forbindelse, og hvis en Kattegatforbindelse bliver aktuel, så skal der tænkes i udvikling og her spiller rute 22 en helt central rolle, siger Per B. Madsen, erhvervschef i Slagelse Erhvervscenter. Han fortsætter:

– Rute 22 er nødvendig for at få bundet vores byer fra Kalundborg i nord til Næstved i syd bedre sammen med henblik på transport af varer, på arbejdskraft og på bosætning. Her kører rigtig mange biler samt en hel del tung trafik, og det er ikke blevet mindre med årene. Derfor skal vi blive ved med at fastholde fokus på sagen og gøre opmærksom på den overfor politikerne både lokalt, regionalt og nationalt.

Samarbejde skal holde fokus på sagen

Slagelse Erhvervsråd og Slagelse Erhvervscenter indgår i den forbindelse i et aktivt samarbejde med Næstved Erhverv. Der lægges op til en udvidelse af arbejdsgruppen, så vi kan trække mere opmærksomhed og udvikling til vores del af Danmark.

”Danmark Fremad – infrastrukturplan 2035” er i øjeblikket til politisk behandling partierne imellem på Christiansborg.  


Tilbage