Slagelse Erhvervsråd

d. 23.09.2021

Bestyrelsesmedlem Jesper Ehlers

Jesper Ehlers, Statsautoriseret revisor hos Dalsgaard, Stahl & Wøldike, med betydeligt kendskab til de lokale virksomheder, og de rammebetingelser hvorunder de driver deres virksomhed fra

 

Jespers blå bog

Jesper har længe været et kendt ansigt blandt de lokale virksomheder i Slagelse, hvor han som revisor har kigget dybt ned i mange virksomheders regnskaber, og givet endnu flere gode råd og vejledninger.

Jesper uddannelsesvej tog sit afsæt i en merkantil studentereksamen HHX i 1997, fortsatte med en HA Bachelor fra SDU i 2003, og afsluttede med Cand.merc.aud fra CBS i 2009, men satte kronen på uddannelsesværket som Statsautoriseret revisor fra SR-Akademiet i 2013.

Jesper startede sin revisorkarriere hos AP Statsautoriserede revisorer i 2005, og skiftede efter fem gode år i 2010 til PwC Slagelse, hvor han for alvor involverede sig i de lokale erhvervsforhold. Da PwC besluttede at flytte sine aktiviteter til det nye center i Ringsted, besluttede Jesper at blive i sin hjemkommune, og skiftede til Dalsgaard, Stahl & Wøldike.

- Min familie og jeg elsker at bo i Slagelse kommune, hvor der er så mange muligheder inden for kultur, sport, indkøb og naturoplevelser. Vi har i kommune tre købstæder med hver sin charme. Slagelse med sin skønne bymidte med butikker, cafeer, biograf og musiksteder. Korsør med sin travle flådestation, erhvervs- og lystbådehavn, hvor man kan sidde og nyde et godt måltid med smuk udsigt over den gamle fæstning. Det bohemeagtige Skælskør med Guldagergård, sine mange kunstnere og ikke mindst sin fantastisk hyggelige havn, som ofte danner ramme for mange kulturelle aktiviteter. Vi har i den grad meget at byde ind med i vores kommune.  – Jesper Ehlers

Fokus på den langsigtede erhvervsudvikling

På generalforsamlingen i 2016, blev Jesper valgt ind i bestyrelsen for Slagelse Erhvervsråd, og har siden sin indtrædelse i bestyrelsen, været en tydelig stemme i debatten om fremtidens erhvervspolitiske retning, hvor Jesper har stået på synspunktet om et øget samarbejde, med alle beslutningstagere og aktører inden for det erhvervspoliske område.

- For mig er det helt afgørende, at vi nu sætter det lange lys på erhvervsudviklingen, så vi i fællesskab med alle interessenter, får formuleret en erhvervspolitisk retning som peger 5-10 år frem. Det har været helt på sin plads, når vi sætter spørgsmålstegn ved den førte politik, når vi år efter år får en dårlig vurdering i DI-undersøgelsen. Hvis ikke vi som medlemsbaseret interesseorganisation skulle ydre os kritisk om det, så ville vi svigte vores forpligtelse og medlemmernes forventninger. Men erhvervsrådet er også klar til at trække i arbejdstøjet, og komme med konstruktive løsninger på en fremtidig erhvervspolitisk retning, hvilket vi i et tæt samarbejde med Slagelse Erhvervscenter, nu igangsætter med erhvervskonferencen 5. oktober hos ZBC. – Jesper Ehlers


Tilbage