Kunsthal Kongegaarden
Om Kunsthal Kongegaarden
Kongegaarden er et udstillings- og koncertsted centralt placeret i Korsør i Slagelse Kommune. Fra at være et regionalt center for kunst og musik er Kongegaarden blevet udviklet til en international, professionel og tværæstetisk videns- og læringsplatform med tidsaktuelle udstillinger, koncerter og events samt borgerinvolverende formidling og undervisning.
Kongegaarden råder også over Isensteinsamlingen med over 7000 værker, som den kunstfaglige ledelse plejer, formidler og reaktiverer i tæt samspil med den helt aktuelle kunst.
Målsætningen er, at Kongegaarden fortsætter med at markere sig som en uomgængelig, international kunst- og kulturinstitution, der ikke blot er til glæde for de lokale borgere, men som også sætter hele Vestsjælland på det kunstneriske landkort.
Samtidig sørger vi for, at alle borgere inklusive skoleelever, voksne, lærere, pensionister, virksomhedsledere og mange flere kan blive fortrolige med samtidskunsten og begrebet kunst.
Kongegaardens ca. 1500 kvm. fordeler sig på tre etager:
Niveau 0 rummer arkivet med Isensteinsamlingen, et kontor, et anretterkøkken og et stort udstillingsrum med kvadratiske fliser på gulvet.
Niveau 1 består af en vestibule, en række udstillingsrum, personalekontorer, en lille kunstnerbolig samt udgang til terrasse og have.
Niveau 2 indeholder en stor kunstnerbolig, Kongeværelset og en koncertsal med plads til 100 siddende gæster.
Derudover råder Kongegaarden aktuelt over et 275 kvm. tidligere industrirum i det ikoniske glasværk i Korsør. Lokalet fungerer både som udstillingshal for eksperimenterende nutidskunst og som atelier for kunstnere, som vi tildeler et artist-in-residence ophold.
Kongegaarden er støttet af Slagelse Kommune.
Henrik Broch-Lips
Kunstfaglig og administrativ lederVil du også have en profil til din virksomhed?
Modtag nyt fra slagelse erhvervsråd
Bliv en del af et stærkt og aktivt erhvervsnetværk,
og støt op om det lokale erhvervsliv.

































































































